Idéen

Apistemplet - fronten set fra øst.
Gennem mine mange år som Frederiksbergborger har jeg jævnligt gået tur i Frederiksberg Have og nydt det historiske vingesus, jeg fornemmer gennemstrømmer parkanlægget.
 
Ofte har jeg haft en termokop med kaffe i min taske og sat mig på Apistemplets trappe, med udsigt til det kinesiske lysthus.

Det er den smukkeste udsigt på hele Frederiksberg, og det har til stadighed undret mig, at denne fantastiske, gamle og monumentale bygning ikke blev anvendt til noget.



Det hvælvede loft og de gule vægge ses gennem vinduet
Jeg har stillet mig på tæer for at se ind gennem det sprossede vindue og betragtet det smukke, hvælvede loft i det aflåste lokale.

Bygningens historie, som salon for de kongelige på deres spadseretur i haven, og det smukke rum, jeg forventer at finde bag den lukkede dør, inspirerede mig til endelig at få skrevet til jer med en idé, jeg har haft i årevis.

Apistemplet bør åbnes for publikum, som kulturelt og interkulturelt center, med fokus på den gamle konges intentioner om mødet med andre kulturer. Mødet sker i dag gennem kunst og musik, og med en åben, tillidsfuld dialog som udgangspunkt.

Min idé er, at lade stedets historiske atmosfære være inspiration til refleksion og udvikling af både den lokale, den nationale og den internationale kultur. At integrere Frederik VI's vision om at lukke verden indenfor i både tanke og handling.

Jeg ønsker at invitere både spirende og etablerede kunstnere og kreative til at udstille i bygningen. Til at mødes i kreative fora for udvikling og udveksling af idéer.
For rentabilitet og bæredygtighed er cafédrift tænkt ind i planen.

Frederiksberg Have er et attraktivt udflugtsmål for borgerne i kommunen og i København.



'Verdensudsigt' fra Apistemplet i Frederiksberg Have
Jeg har lavet observationer af aktiviteterne på stedet og kan konstatere, at det til hverdag mestendels er pensionister, børneinstitutioner og motionerende, der ses i landskabet.

I weekenden besøges parken, udover af det enorme antal løbere, af storbymennesker med behov for frisk luft og sol på næsen, af familier med picnickurven under armen, af par og grupper af venner, som samles for at fejre begivenheder i deres liv. I weekenden er parken et sandt leben af menneskelig aktivitet, men i Apistemplets hjørne af haven er der kun forbipasserende, som meget ofte ikke stopper op for at nyde den fantastiske udsigt fra toppen af bakken.


Jeg vil gerne med mit projekt skabe kulturel aktivitet i den del af haven og medvirke til gæsternes refleksion, diskussion og idéudvikling. Jeg vil gerne skabe et vigtig forum for kulturel udvikling, globalt og nationalt.

Jeg selv mangler et sted i København, hvor det er tanken og det tænkende menneske, der er i centrum, og jeg ønsker igennem dialog og aktivitet at fremme refleksionen over menneskelig sameksistens.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar