Apistemplet (opkaldt efter tyren i frontonen, som dog ikke helt ligner den ægyptiske gud Apis) er et godt eksempel på tidligere tiders bevidste genbrug af materialer.
Kong Frederik VI ville have et antikt-inspireret tempel i Frederiksberg Have. Når kongen sad i sit kinesiske lysthus på øen for enden af bakken, ville han have udsigt til gudernes lykkeland Arkadien. Det skulle være i skikkelse af et tempel (lysthus) opført i klassisk romersk stil med søjlefront. Men riget fattedes penge og gode råd var dyre.
Kongen forlangte, at der skulle være ordentlig økonomi i projektet, så billedhuggeren Abildgaard og arkitekten Hornbech, som var ansat til opgaven, hentede tiloversbleven materiale (8 af søjlerne, lisener og baser) fra istandsættelsen af Amalienborg efter branden i 1794, 2 søjler fra kirkepladsen ved Frederikskirken og øvrigt materiale fra Materialgården.
Trods den store iver for at spare på omkostningerne, hvilket i øvrigt var kendetegnende for perioden, blev byggeriet alligevel dobbelt så dyrt som først beregnet, i alt den nette sum af 6.800 rigsdaler.
Bag søjlehallen blev indrettet én stor salon med hvælvet loft, hvilket Abildgaard var særlig fortaler for, samt malet en varm gul farve på væggene. Det er muligvis samme farve, der kan skimtes gennem det lille sprossede vindue over indgangsdøren.
Apistemplet blev af kongen og hans familie brugt til intime middage, og da kongens datter blev viet i Frederiksberg Slotskirke blev hundreder af studenter, som til ære for brudeparret havde båret fakler rundt i Frederiksberg Have, trakteret med champagne i Apistemplet.
Jeg talte med en herre fra Frederiksberg Stadsarkiv, som fortalte, at bygningen er opført som led i kongens tanker om at bringe verden ind i sit parkanlæg. Når man står ved Apistemplet, som skulle agere det ægyptiske indslag, og ser mod nordøst, falder blikket på Det kinesiske Tehus og skaber dermed illusionen af den store verden i den lille park. Kongen kunne ad kanalerne sejle rundt i hele verden.Illusion eller ej - det giver en fornemmelse af storhed, af horisontudvidelse, at sidde på trappen til templet og skue ud i verden og ud over bakken ned mod tehuset.
